Mellem Hou og Hals nord for Limfjorden ud til Kattegat findes der omkring 3400 sommerhuse. Hvordan det startede og kom så vidt findes der sikkert mange forskellige historier om. Her fortælles en af historierne af Agnete Bak, 82 år, som har oplevet hele udviklingen fra områdets bare strandmarker til fuldt udbygget sommerhusområde. Agnete Bak, født Johannessen, er født i Hals år 1920, og boede her hele sin barndom i den store gule bygning på hovedgaden ved Shell-tanken i Hals. Hendes far var maskinmester og smed, og han drev værksted i umiddelbar tilknytning til hjemmet. Agnete var enebarn Tilbage i tyverne og trediverne fandtes der i området kun sommerhuse i Bisnap tæt ved Hals. Her var der etableret en mindre sommerhuskoloni, dog kun for beboere i Hals by. Det øvrige område mellem Hals og Hou var landbrugsjord. Det meste med så dårlig bonitet at dyrkning ikke fandt sted. I stedet græssede køerne på de lyngbeklædte marker. Enkelte steder stod et kroget fyrretræ eller en birk, og andre steder var en lille lund af små vindblæste egetræer. Omkring markerne havde gårdene mindre hegn som gik helt ud i vandet så køerne ikke smuttede udenom. Sivene fandtes kun enkelte steder langs kysten.
“Degnebo”
Noget af det første der blev bygget af sommerhuse mellem Hou og Hals var skoleinspektør Christen Værnfeldts lille røde sommerhus fra 1930 tæt ned mod stranden. Cirka 4 kilometer nord for Hals. Huset eksisterer i dag som anneks til et moderne sommerhus i første række. Siden overtalte Værnfeldt Agnetes to morbrødre til at bygge et hus bag Værnfeldts. Huset blev bygget i 1935. Det var fælleseje for de to brødre og hed “Degnebo”, da begge var lærere. ’Degnebo’ er i øvrigt siden revet ned.
Ingen af de to brødre fik børn, og i 1946 da Agnetes morbror Georg døde arvede Agnetes mor efter broderen, og denne arv var med til at danne grundlag for en senere investering, der skulle vise sig frugtbar.
En snak i en kold vinter.
Vinteren 1947 var ekstrem kold. Så kold at Agnete tog hjem til sine forældre i Hals med sit første barn Kirsten. Agnetes mand var førstelærer på Saltum Skole, men skolen kunne ikke varmes op og børnene var sendt på kuldeorlov. Agnetes mand, Jens, var derfor også meget i forældrenes hus den vinter, hvor de også fik besøg af Jens’ bror Harald. Han var fængselsbetjent og havde tjent godt ved at passe på værnemagere som var interneret ved Nørresundby havn. Han spurgte derfor Agnetes far, Ejnar Johannesen, om han kendte nogen, der ville sælge noget jord til en investering. Ejnar vidste tilfældigvis, at Koldkærgård havde noget jord til salg ved stranden. Så Harald, Jens og Agnetes fader blev enige om at købe 24 tønder land i fællesskab. Den samlede pris i 1947 var 12.000 kroner. Siden skulle det vise sig, at den købte jord kunne blive til 80 sommerhusgrunde. Både Harald og Agnetes fader havde som sagt midler at investere for, men Jens måtte låne i Hals Sparekasse. Koldkærgård eksisterer stadig og fungerer i 2002 som stutteri og feriecenter. Koldkærgård Ranch kalder den sig i dag!
Fra en til tre marker
Det samlede indkøbte jordstykke var ikke udmatrikuleret. Så man startede sammen med en landinspektør på at dele området op i tre lige store dele. Det nordre, det midterste og det sydlige. Alle med direkte adgang til vandet. Herefter trak man lod om hvem der skulle have hvad. Harald fik den nordlige del, Jens den midterste og Agnetes fader den sydlige del. Alle var godt tilfredse med opdelingen. Der blev plantet træer i skel mellem de tre jordstykker, tre rækker med fyr og gran. Arbejdet blev foretaget for en billig penge af “spritsmugleren”. En arbejdsmand fra Hals, der havde fået det navn fordi nogen mente at han havde smuglet. Andet hold var der ikke i det navn. Sommerhusideen tager form Ved købet af jorden blev der kun tænkt på investering. Ingen havde på det tidspunkt ideer om at der skulle bygges sommerhuse. Og i øvrigt var det slet ikke tilladt i 1947 at bygge sommerhuse på grund af vareknapheden efter krigen. Agnete og Jens ønskede imidlertid at få et lille sted på den nye grund. De fik derfor en tømrer fra Hals ved navn Gade til at sætte vægge og køjer i et lysthus, der stod i Agnetes faders have. Gade boede dengang til leje i Agnetes faders hus.
Lysthuset blev så flyttet på lastbil til det nye jordlod, så man kunne være ved stranden i weekenden i ly for regn og blæst. Dette lysthus stod til midt i firserne, hvor vind og vejr havde gjort huset mørt.
Fra tyskerbarak til sommerhuse
I 1948 udbød staten en række barakker til salg. Barakkerne havde været anvendt af tyskerne under krigen ved vandflyvepladsen sydøst for Ålborg. Agnetes fader og tømrermester Gade tog ud og så på det udbudte, og købte en hel barak. De købte også divaner, borde, stole og køjer. Alt for billige penge. Og det hele blev bragt til de nyindkøbte strandgrunde. Det var Gades vurdering, at der kunne blive hele seks huse på cirka 30 m2 ud af det indkøbte. Og så blev det besluttet, at der skulle bygges seks huse selv om den oprindelige tanke blot havde været et hus. Tre huse blev opført på Jens og Agnetes grund. Disse tre huse fik blomsternavne og nævnes fra havet: Gyvelen, Rølliken og Frytlen. Og tre huse opførtes på Agnetes faders grund, ligeledes nævnt fra havet: Bølgen, Revlen og Lyngen. Husene blev sat med en god afstand. Men grundene var ikke udmatrikuleret, så det blev lidt tilfældigt. I dag ligger husene på de senere anlagte veje Torndrupskovvej og Torndrupstrand. Husene var tegnet af Agnetes fader, og placeret let vinklet på grunden så de fik mest muligt morgensol på terrassen. Tømrermester Gade var bygmester på husene og Agnetes fader styrede byggeriet. Agnetes fader var kendt for at være en snild mand i byen. “Dupeditten” blev han kaldt. Han var for eksempel fast reparatør på Hals Biografs fremviser, hvilket betød, at Agnete som barn i trediverne havde partoutkort til forestillingerne. Også de som var forbudt for børn. En stor fornøjelse for Agnete, da biografen lå på den anden side af gaden overfor Agnetes hjem. Bygningen ligger der stadig. Imellem de seks sommerhuse var der opstillet en stor flagstang, og bagved husene blev der bygget en garage med tre porte til bilerne. En garage som dog senere viste sig at have ringe anvendelighed, da portenes bredde var målt ud efter Agnetes faders høje og smalle Ford HGF. Nyere biler kunne vanskeligt anvende garagen. Imellem Bølgen og Revlen blev der etableret en legeplads. En karrusel lavet af et transportbånd fra Hals mejeri. En gynge og en kolbøttestang af bundgarnspæle. Alt sammen lavet efter ide fra Agnetes fader. Hverken flagstang eller garagen findes mere. Kun resterne af karrusellen kan ses ved Torndrupstrand. I Gyvelen findes en kultegning fra halvtresserne udført af en omvandrende kunstner. Tegningen viser de seks huse med den store flagstang i midten. Husene er på tegningen set fra vejen. Der findes også et tidligt fotografi af de seks huse. Billedet er formentlig taget af Jens omkring 1963. Billedet blev i hvert fald fundet blandt Jens’ lysbilleder. Der gives på begge billeder et godt indtryk af den oprindelige bevoksning på stedet, herunder at der ikke fandtes siv foran de seks sommerhuse dengang. De bedste byggematerialer blev anvendt i Frytlen og Lyngen. De lå længst fra havet og blev bygget sidst. Gyvelen og Bølgen tættest mod havet blev bygget først og her sparede man på materialerne, da man var bange for at der ikke var nok. Alle seks sokler blev støbt samtidigt, men ved en fejl var de alle blevet 46 centimeter for korte. Dette blev rettet, undtagen i Bølgen og Revlen, da træet her var skåret ud inden fejlen blev opdaget. Den dag i dag er der denne lille forskel i husenes størrelse. Bemærk i øvrigt de små vinduer på fotoet mod vandet. I dag ville man nok disponere anderledes.
Nyeste teknik i husene
Husene blev oprindeligt opført med træ- vægge og tagpaptag. Mod vandet var der en lille støbt terrasse, hvor man satte læhegn op af bast. Først senere murede man en terrasse. Der blev lavet vandboring ved alle huse, således at man skulle pumpe vandet fra jorden til en tank på loftet. En af Agnetes faders mange tekniske opfindelser. På den måde var der “rindende vand” i husene. Og toiletterne blev forsynet med “træk og slip- ”. Selve toiletkummerne blev støbt i cement af Agnetes fader. Toiletkummer af porcelæn blev vurderet for dyre. Der blev muret septiktank og sivebrønd ved hvert hus. Og disse fungerer den dag i dag ved flere af husene. Alt smedearbejde på husene blev lavet af en smed ved navn Yde. Han boede i et skur på havnen i Hou under meget primitive forhold. Værksted og soverum gik i et. Og alt var sort af røg og olie. Når han ikke var at finde i skuret eller værkstedet var han på kroen. Yde havde kun en hånd, men var en dygtig smed. “Den skal vist en tur i ilden” sagde han altid når der var vrøvl med noget. Agnete fulgte efter Ydes død altid denne ide og holdt tingene over gasblusset så tingene bedre makkede ret. Yde var ekspert i at finde vandårer. Ikke med pilekviste, men med en jernstang. Også Agnete lærte denne kunst. Og mange boringer i området er gjort med denne specielle kunnen som baggrund. Agnetes far var mester i at lave fine vandboringer. Kun et sted havde han problemer med at finde en god åre, nemlig under Gyvelen. Her var vandet sort og smagte af olie. Så det var opfattelsen, at man havde fundet olie på grunden! Husene fik først indlagt el i 1970. Jens ville ikke have master i området og afventede derfor at kablerne kunne graves ned. Indtil da anvendte man gas til varme og madlavning. Herudover var der i alle husene petroleumslamper, væglamper, bordlamper og loftslamper. Disse lamper findes i dag i familiemedlemmernes vinterhuse. Vand blev indlagt i halvfjerdserne, hvor det sindrige pumpesystem i husene blev fjernet. Torndrupstrand Husene blev indviet 1. juli 1950. Skoleinspektør Værnfeldt og en tante Matilde var til stede. Ved den lejlighed havde Værnfeldt medbragt tre forslag til navn for området: Ejnarby, Torndrupstrand og Holmsland. Men Agnetes far var ikke interesseret i at bringe sig selv i centrum på den måde, omend han nok havde været den krumtap, hvorom sommerhusene var skabt. Der var enighed om Torndrupstrand. Navnet stammede fra en gård, der hed Torndrupgård som tidligere havde ligget på stedet. Senere har en gård ved landevejen opkaldt sig efter den gamle gård, men disse to gårde er ikke de samme. Agnetes fader lavede to jernskilte med udskårne bogstaver med teksten “Torndrupstrand”. Skiltene blev placeret ved de to tilkørselsveje ved landevejen. Det ene skilt blev flyttet til stranden da kommunen opsatte mere autoriserede vejskilte. Skiltet kan stadig ses ved stranden omend rusten er ved at tage ved. Skiltene var udformet i samme stil som de navneskilte, der prydede de seks sommerhuse. Skiltene sidder stadig på flere af husene.
For få gæster
Da husene stod klar var ideen, at de skulle lejes ud til sommergæster. Ja, man troede endda i familien, at man havde fat i en guldåre. Det vidste sig dog, at markedet var mere trægt end ventet. Jens og Agnete lavede en lille tryksag for at trække kunder til: “...ved det skønne Kattegat!” Herfra kan man læse: “Sommerhusene ved Torndrupstrand består af 6 store træhuse bygget i 1950 beliggende cirka 5 kilometer nord for Hals og 100- 150 meter fra havet med en passende afstand mellem husene. Til husene er der rutebilsforbindelse 4 gange daglig ad strandvejen, der løber ca. 200 meter fra grunden. Arealet omfatter 16 tdr. land bestående af en smal bræmme strandsand, delvis med marehalm, derefter græsmark og bag husene lyngklædte bakker, der delvist er beplantet med gran i årene 1947 -52. Der forefindes en god badestrand uden huller - absolut ufarlig for børn. Der kommer daglig købmand, som modtager bestilling til alle andre handlende til levering næste dag. Til husene hører fælles garage til biler og cykler”. Man fornemmer pionerånden med fire rutebilsforbindelser og daglig besøg af den lokale købmand. Og det kan overaske at husene kaldes store. Prisen for hele herligheden var 95 kr. kroner pr. uge i højsæsonen. Jens førte et sirligt regnskab over udlejningen af de enkelte huse. Af en af de gamle oversigtssedler ses næste side. Udlejningen fandt særligt fandt sted til tyskere og svenskere. Familier som i følge Agnete kom igen år efter år. Der blev altid udfærdiget en kontrakt som meget detaljeret gjorde rede for hvad man fik for pengene, og hvad man forventede af lejerne. En lang liste specificerede for eksempel: 6 rustfri glatte gafler, 1 stk. lerfad (4 liter), kaffekande med pose og ring, støbt gryde i hvid emalje, fejekost med skaft, spækkebrædt nr. 7 og Kosan-gasanlæg med to gasapparater. I kontrakten var det klargjort, “at lejeren var forpligtiget til ved indtrædelse straks at konstatere, at de opførte genstande var til stede”. - Jo, der var orden i sagerne dengang. Agnete stod for det store praktiske arbejde med husene, rengøring og reparationer. Men økonomien var altid presset i de år. Jens og Agnete havde lånefinansieret hele investeringen. Og familien var til torskegilde hvert år da skattemyndighederne ikke kunne forstå, at der blev tjent så lidt på husene. Udmatrikuleringen starter I halvtresserne blev der plantet tusindvis af fyr og gran på de tre grunde. Alt i snorlige rækker. Denne gang var det Hedeselskabet, som for billig penge blev hyret til opgaven. Et beskæftigelsesprojekt, som Agnete ikke var imponeret af, “lige så mange af træerne blev plantet med toppene nedad”. Og denne gang blev der plantet omkring de kommende matrikler sådan som man forventede dem udstykket på et senere tidspunkt. Dette har betydet, at beplantningen i området er forskudt 5-10 meter i forhold til de skelpæle, der senere blev sat i jorden i forbindelse med udmatrikuleringen. Agnetes far døde i 1953, og Agnetes mor overtog de tre sommerhuse og de tilliggende jorder. Hun solgte i ny og næ en grund når hun og Agnete skulle ud at rejse eller når hun i øvrigt havde brug for tilskud til pensionen. For eksempel blev der solgt en førsterækkegrund, da Agnete ønskede sig en moderne automatisk vaskemaskine! Sådanne grunde var ikke i samme kurs som idag.
Husene renoveres
Omkring 1960 døde den tjæremand som hvert år vedligeholdt husenes tage. Og det blev besluttet, at tømrermester Gade skulle lægge eternittage på alle seks huse. Og en murer ved navn “Murerkarl” satte hønsetråd på husene som han stænkpudsede. Forsøg med at komme farve direkte i mørtlen mislykkedes så husene blev efterfølgende malet. Mod vandet blev husene ved samme lejlighed forsynet med en høj muret terrassevæg. Terrasserne var bevidst høje, da de skulle læ for vinden. Terrassevæggen kan i dag kun ses ved Gyvelen, idet den dog er formindsket tre skifter. Også døre og vinduer blev skiftet efter behov. Oprindeligt var der kun meget lidt glas mod havet i de enkelte huse. Først da vinduerne blev skiftet blev der sat lidt større vinduer i mod havet og der kom glasruder i dørene mod havet. Murerkarl var fast murer på alle sommerhusene når der skulle nybygges eller repareres. Murerkarl havde meget høje kvalitetskrav til sit håndværk. I en periode var han ansat ved et større firma, men sagde op, da han ikke kunne få lov at lave arbejdet i den kvalitet han ønskede. Han blev derfor selvstændig igen. Måske forklaringen ligger her, at husenes puds stadig holder efter så mange år. I flere år efter pudsningen af husene var færdig kom Murerkarl forbi til en kop kaffe. Han skulle lige ned og nyde sit værk! Kort tid efter renoveringen blev husene udsat for mindre skader, da Jyske Luftværn afholdt skydeøvelser i området. Rystelserne fra kanonerne fik husene til at revne. Og en efterfølgende klage resulterede i en erstatning fra Vestre Landsdelskommando.
Uddrag fra Erik Riiskjærs artikel om ’De seks små sommerhuse ved Torndrupstrand’ 2002
Del siden